Referat af Grundejerforeningen Frydenlunds generalforsamling lørdag den 10. maj 2025

Mødet blev afholdt på Restaurant Stausø, Klintingvej 204, 6854 Henne kl 11 – 13:30

Ved indgangen udleveredes stemmesedler til de stemmeberettigede.

Formanden, Torben Bøgeskov (TB), bød velkommen til generalforsamlingen og præsenterede den siddende bestyrelse: Henry Schultz (HS), Anna Grethe Juelsen (AGJ), Bent Lind (BL) og Malene Skogemann (MS).

På generalforsamlingen var der deltagelse fra:

Pugeldal  6, 9, 11, 22, 30, 32 og 44.

Sandtag 3, 5, 7, 23, 31, 33, 35, 36, 38 og 51.

Dagsorden i følge vedtægterne:

  1. Valg af dirigent.
  2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år.
  3. Forelæggelse af regnskab for 2024.
  4. Forelæggelse af budget for 2025 samt vedtagelse af kontingent for 2026.
  5. Valg af medlemmer til bestyrelsen. På valg er Anna Grethe Juelsen og Torben Bøgeskov. Anna Grethe Juelsen modtager ikke genvalg.
  6. Valg af 2 suppleanter.
  7. Valg af 2 revisorer.
  8. Valg af 1 revisorsuppleant
  9. Eventuelle indkomne forslag til behandling på generalforsamlingen. Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 2 uger før generalforsamlingen.
    1. Bestyrelsen foreslår, at driftsunderskuddet i 2024 og 2025 dækkes ved enten en éngangsbetaling på 675kr pr. grundejer eller ved at låne 50.000kr af foreningens henlæggelseskonto, den såkaldte ”Vandfond”, og tilbagebetale dem fra det løbende driftsoverskud i løbet af maksimalt 10 år. Der vil være skriftlig afstemning om de 2 løsninger. Årsagen til underskuddet på driften er, at Frydenlunds postkassehus er revet ned i 2024 og postkasserne flyttet til campingpladsens nye renovationsbygning. Udgiften hertil andrager 50.000kr, som betales med 25.000kr i 2024 og 25.000kr i 2025. Udgiften var ikke kendt, da budget 2024 og kontingent 2025 blev vedtaget.
  10. Eventuelt.

Ad 1: Som dirigent valgtes Bent Kromann, S7. Herefter præsenterede deltagerne sig selv.

Dirigenten konstaterede, at indkaldelsen til generalforsamlingen var rettidig og lovlig indvarslet.

Ad 2: Formanden, Torben Bøgeskov, fremlagde bestyrelsens beretning, der tidligere er lagt frem på foreningens hjemmeside.

Herunder blev der redegjort for mødeaktiviteterne, både i bestyrelsen og i forskellige tværgående fora som f.eks. Sammenslutningen af grundejerforeninger i Varde Kommune.

Torben berettede om den fine arbejdsdag sidste år, og de mange gode opgaver der blev løst, foruden den mere sociale del med kaffe, øl og pølser.

Der fortaltes om træfældningen langs vejene, og endvidere omkring oplagringen og den kommende flisning af træerne på det lille fællesareal.

Vandudfordringer blev gennemgået, hvor 2024 startede særdeles vådt. Samtidig valgte elselskabet at omlægge elkablerne på det tidspunkt, hvilket gav en del udfordringer med vores veje og vakuum installation. Dette blev reetableret af elselskabet senere.

Torben fortalte endvidere om samarbejdet med Varde Kommune omkring byggetilladelser, hvor grundejerforeningerne ikke inddrages i det omfang vi burde. Der er nyt møde med kommunen i dette forår for at udbygge samarbejdet.

Den nye affaldsordning og kravene til placering af affaldsplaner blev gennemgået.

Vedligeholdelsen af sportspladsen, der ikke længere slås helt kort overalt, blev gennemgået.

Torben berettede omkring postkasseflytningen ved campingpladsen, og baggrunden for den løsning der blev valgt.

Sammenslutningen af sommerhusgrundejerforeninger i Varde Kommune har afgivet høringssvar i 3 sager: 1. Revision af Varde Kommunes Kommuneplan 2023-2026, 2. Lovforslag om terrænnært grundvand og 3. Forsvarets- og Naturstyrelsens forslag til drifts- og plejeplan for Oksbølområdet (det samlede udvidede øvelsesterræn).

I april 2024 var der gennemgang af vores grundvandshåndtering, sammen med Varde Kommune. Dette gav bl.a et indblik i mulighederne for fornyelse af vores generelle grundvandssænkning-system på den mest hensigtsmæssige måde. Det blev endvidere aftalt, at der via nye loggere, skaffes et vidensgrundlag omkring grundvandsniveau og vandflowet fra plantagen og ind i Frydenlund. Den viden kan anvendes ved fremtidige indsatser omkring håndtering af stigende grundvand.

Torben gennemgik gode råd omkring oplagring af brandbart haveaffald og opfordrede til at man følger brandmyndighedernes råd og i øvrigt overholder vores deklarationer omkring ikke at hegne.

Herefter åbnede dirigenten for spørgsmål. S36 spurgte til etableringen af loggerne, og Torben forklarede hvordan og hvornår det er lovet udført.

P22 spurgte om det er ok at anvende stabilgrus ved skraldespandene og det mener bestyrelsen er ok, da det er samme materiale som anvendes på vores vej.

Herefter godkendtes bestyrelsens beretning.

Ad 3: Anna Grethe gennemgik regnskabets punkter og forklarede endvidere, at det ikke ligger frit tilgængeligt på foreningens hjemmeside, for ikke at friste nogen til at forsøge at svindle med midlerne. Regnskabet kan rekvireres via mail, og her undersøges først anmoderens relevante interesse, inden fremsendelse.

Der var ikke spørgsmålet til regnskabet og det godkendtes.

Ad 4: Anna Grethe gennemgik budget for 2025.

P22 spurgte til hvordan grundvandssænknings-systemet bliver undersøgt og vores muligheder for at kontrollere f.eks. kommunens undersøgelser. Torben beskrev vores samarbejde med kommunen omkring dette, og at vi føler os betryggede omkring dette.

S38 spurgte til stigning af kontorartikler, som primært skyldes hensættelse til anskaffelse af en printer.

Budgettet blev herefter godkendt. Vedtagelse af kontingent for 2026 behandles under punkt 9.

Ad 5: Bent Kromann opfordrede til, at kandidater til bestyrelsen melder sig. Ole Jørgensen, P30 meldte sig, præsenterede sig og blev valgt.

Torben Bøgeskov blev genvalgt til bestyrelsen. Bestyrelsen konstituerer sig efter generalforsamlingen, jf vedtægterne.

Ad 6: John Mogensen, S23, genopstillede som 1.suppleant, og der blev opfordret til at en ville melde sig som kandidat til posten som 2.suppleant. Christian Jensen, S51 meldte sig, præsenterede sig og blev valgt.

Ad 7: Som revisor genvalgtes begge nuværende revisorer, Frede Holm-Hartvig, S5, og Ib Jensen, S12

Ad8: Som revisorsuppleant genvalgtes Bent Kromann, S7.

Ad 9: Efter forslag fra Bestyrelsen, var der afstemning om hvorledes driftsunderskuddet i 2024 og 2025 kan dækkes:

  1. enten en éngangsbetaling på 675kr pr. grundejer, der opkræves i 2026 sammen med øvrig kontingent
  2. eller ved at låne 50.000kr af foreningens henlæggelseskonto, den såkaldte ”Vandfond”, og tilbagebetale dem fra det løbende driftsoverskud i løbet af maksimalt 10 år

Anna Grethe gennemgik baggrunden for forslaget og fortalte at bestyrelsens ønske var løsning 1, en engangsindbetaling, da det måske kan blive vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt med driftsoverskud de kommende 10 år.

Afstemningen blev foretaget ved håndsoprækning, og forslag 1 vedtoges enstemmigt. Driftsunderskuddet for 2024 og 2025 vil således blive dækket ved en engangsindbetaling i 2026.

Ad 10: P22 foreslog, at indlæg på hjemmesiden kun var en del af Nyhedskategorien i en periode. Dette blev taget til efterretning og vil blive tilrettet.

Torben takkede Anna Grethe for hendes indsats som kasserer gennem en lang årrække og overrakte en gavekurv. Anna Grethe modtog store klapsalver fra forsamlingen.

Revisor og dirigent modtog endvidere en vingave som anerkendelse for deres indsats.

Malene medbragte en medlemsliste og opfordrede alle til at kontrollere og evt tilføje manglende oplysninger.

Henry fortalte om det praktiske omkring arbejdsdagen i morgen, søndag 11.5.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *