Overskriften er fundet på Varde kommunes hjemmeside, og det er jo i vores område.
Men hvad vil projektet betyde for vores område og hvad er en munk?
Lad os starte med projektet:
Kommentar fra Frydenlunds formand, Torben Bøgeskov.
Naturstyrelsen ønsker at gennemføre et klimatilpasningsprojekt i Nymindegab Plantage få hundrede meter vest for Frydenlund. Naturstyrelsen vil opstemme Skovgrøften, så der på engen vest for Hundevejen og nord for Skelvejen dannes en mindre sø på mellem 1 og 4ha, som i forbindelse med skybrud kan blive større, så der i en periode tilbageholdes vandmængder, der ellers via Skovgrøften ville strømme mod Frydenlund. Samtidig vil Naturstyrelsen etablere såkaldte munke, hvor Skelvejen krydses af Hundevejen og Engvejen, for at sikre, at fx militærkøretøjer ikke fremover vil ødelægge grøfternes rørunderføringer ved vejkrydsene.
Grundejerforeningen Frydenlund anbefaler på det varmeste, at Naturstyrelsen opstemmer Skovgrøften i Nymindegab Plantage med henblik på at skabe en mindre sø vest for Hundevejen, der i forbindelse med kraftig nedbør kan svømme over og dermed fungere som klimatilpasningsprojekt, der over en periode kan holde vand tilbage, så der ikke på kort tid vil løbe uforholdsmæssigt store mængder vand i Skovgrøften i retning mod sommerhusområdet Frydenlund.
Grundejerforeningen Frydenlund har selv ved et par lejligheder foreslået at gennemføre et klimatilpasningsprojekt på engen eller vildtageren vest for Hundevejen, der både kan være til gavn for dyr og planter og til glæde for turister og sommerhusbeboere samt medvirke til i perioder at holde vand tilbage i plantagen.
Grundejerforeningen har dog henstillet til Varde Kommune, at der drages omsorg for, at der sidst i sommerhalvåret ikke holdes så meget vand tilbage i plantagen, at der ikke vil være tilstrækkelig buffer i plantagen til at optage og tilbageholde vand i forbindelse med skybrud eller perioder med langvarig regn. Det vil ikke være ønskeligt, hvis den vestlige del af plantagen om efteråret er så vandmættet, at overfladevand over en bred front vil strømme mod øst mod sommerhusområderne Frydenlund og Guldvangen.
Naturstyrelsen ønsker desuden at gennemføre et projekt langs Houstrup Strandevej. Her vil man etablere en række munke, der skal sikre, at Houstrup Strandvej ikke oversvømmes og rørunderføringerne ved diverse vejkryds ikke ødelægges. Projektet skal give mulighed for en rimelig høj vandstand i de beskyttede vådområder langs den vestlige del af Houstrup Strandvej samt en kontinuerlig vandafstrømning mod øst.
Artikel fra Varde kommunes hjemmeside.
Varde Kommune har modtaget ansøgning fra Naturstyrelsen om opstemning af grøft med ca. 75 cm ved hævning af rørunderføringen i vestlig side.
Varde Kommune har modtaget ansøgning fra Naturstyrelsen om opstemning af grøft med ca. 75 cm ved hævning af rørunderføringen i vestlig side. Se kort i ansøgning. Opstemningen vil skabe et nyt vådområde som vist med rødt på kortet. Det vil blive en temporær sø/mose, der vil tørre delvis ud i varme somre.
Opstemningen sker ca. ½ km opstrøms i forhold til andres arealer.
Det er ”langt ude i skoven”, og opstemningen vil derfor ingen effekt få på andres arealer ud over, at projektet vil virke som et klimatilpasningsprojekt, der tilbageholder vand ved skybrud, hvis der er lav vandstand i vådområdet.
Opstemningen skal ske i privat grøft på matr.nr. 14b Lønne, Lønne. NST er ejer af matriklen. Stedet er i Nymindegab Plantage syd.
Der søges derudover om etablering af to ”munke” i grøfte systemet langs Skelvej i Nymindegab Plantage syd.
Varde Kommune forventer at give tilladelse til opstemning og etablering af munke.
Ansøgning
Bilag med kort – Åbner i en ny fane
Henvisning til Varde kommunes artikel
Hvad er en munk?
Hvis man ikke ved det og søger på diverse søgesteder vil man opdage det ikke er ligetil af finde ud af, da 95 % af alle søgninger vil henvise til munke fra et kloster.
Jeg satte mig for at undersøge sagen, og har fået lov til at bruge en artikel fra klimatilpasning.dk´s hjemmeside, der er kun brugt uddrag af artiklen, som kan læses længere nede.
Link til den originale artikel
Klimatilpasning med munke
Kort om projektet
Et anlæg af små dæmninger og såkaldte ”munke” vil fremover holde på regnvandet i skoven, så massive skybrud ikke oversvømmer områder. Derudover dannes nye vådområder i skoven, som forøger biodiversiteten til glæde for skovens dyr og gæster.
Et simpelt og effektivt anlæg til at forsinke vandet
Problemer med oversvømmelser kan løses med et forsinkelsesanlæg, hvor vandet bliver ophobet ved massiv regn og langsomt siver ned i undergrunden. På tværs af de eksisterende drængrøfter er der foran lavninger i terrænet anlagt små dæmninger. Det er en simpel og billig løsning, som effektivt holder vandet tilbage. I vådområdet, der dannes bag dæmningen, har man monteret en såkaldt munk – en anordning, der ved et simpelt rørsystem regulerer vandstanden i reservoiret og sikrer et jævnt afløb af overskudsvandet til grøften. I regnfulde perioder bevirker konstruktionen, at vandet holdes tilbage i en stadig større sø, indtil det når et niveau, hvor en eventuel overskydende regnmængde kan løbe ud gennem et større rør. Undersøgelser viser, at terrænforholdene vil gøre det forholdsvis nemt at etablere en forsinkelsesløsning. Endvidere matcher det Naturstyrelsens ønske om at omlægge skoven mod en større diversitet.
Konstruktionen sikrer, at vandet selv ved kraftige skybrud holdes tilbage i skoven og dermed ikke vil volde problemer.
Øget biodiversitet
Den altovervejende gevinst er forebyggelse og fremtidssikring mod ekstraordinære regn hændelser. Men også en positiv ændring i økosystemet er kommet i kølvandet på initiativet. En mere våd natur vil helt af sig selv trække nyt liv ind i skoven. Naturstyrelsen forventer, at området med tiden bliver fyldt med guldsmede, vandnymfer, vårfluer og myg, som igen vil tiltrække både svaler og flagermus og et væld af frøer, salamandre og snoge. Derudover bidrager løsningen til grundvandsdannelsen, fordi størstedelen af vandet i løbet af året vil blive i skoven og langsomt sive ned i jorden, hvor det bliver til grundvand.
Principtegning af munk: Gennem et indtag placeret under den typiske vandstand stiger vandet op i munken, indtil det finder vej ud gennem det lille rør til højre og heraf ned i afløbsrøret, der føres frem til grøften nedstrøms opdæmningen. Når tilførslen ved det kraftige regnskyl overstiger afløbskapaciteten, vil munken i første omgang forsinke afløbet, indtil vandstanden når op til det større rør, hvis diameter maksimerer det samlede afløb til det niveau, recipientsystemet kan klare. Det overskydende vand stuves op som en sø bag dæmningen.
Et anlæg af små dæmninger og såkaldte ”munke” vil fremover holde på regnvandet. Derudover dannes nye vådområder i skoven som forøger biodiversiteten til glæde for skovens dyr og gæster.
En munk sikrer et jævnt afløb af overskudsvandet, der holdes tilbage i en stadig større sø, indtil det kan løbe ud gennem et større rør.
Foto: Naturstyrelsen