Bestyrelsens beretning for 2020

Bestyrelsens beretning for Grundejerforeningen Frydenlund 2020

 

Indenfor de sidste 15 måneder er der gennemført 14 hushandler i vores område. Der skal derfor lyde en varm velkomst til de nye ejere.

Bestyrelsen har i 2020 afholdt 6 fysiske bestyrelsesmøder. I perioden fra 9. april til 6. august har bestyrelsen pga. Coronasituationen ikke afholdt fysiske møder. Den løbende varetagelse af grundejerforeningens interesser og opgaver er derfor i størstedelen af sommerhalvåret foregået ved hjælp af mail og telefon.

GF Frydenlund har deltaget i enkelte eksterne møder, fx det årlige fællesmøde med de øvrige sommerhusgrundejerforeninger i Varde Kommune samt det årlige dialogmøde, som Varde Kommune afholder med kommunens sommerhusgrundejerforeninger. Sidstnævnte møde blev afholdt som et virtuelt møde.

Coronarestriktionerne betød, at foreningens ordinære generalforsamling i 2020 måtte udsættes og blev først afholdt den 26. september 2020. Referatet af generalforsamlingen ligger på foreningens hjemmeside www.frydenlund-houstrup.dk

På generalforsamlingen blev der vedtaget et forslag om at undersøge, om det er muligt at udstykke og sælge det lille fællesareal, der ligger øst for det store fællesareal (sportspladsen), så provenuet ved salg kan anvendes til medfinansiering af vedligeholdelse eller udskiftning af (dele af) vores grundvandssænkningssystem. Status er, at næsten hele arealet er omfattet af Skovbyggelinjen, hvorfor det vil kræve en dispensation for at kunne bebygge det. Bestyrelsen vil forhøre sig hos Varde Kommune, om det anses for sandsynligt, at der kan gives en sådan dispensation. Bestyrelsen blev desuden opfordret til at indhente flere tilbud på vedligeholdelse af foreningens veje, Det er sket, og bestyrelsen har valgt at fortsætte med samme entreprenør som tidligere.

På første bestyrelsesmøde efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig med Erling Kolding-Jacobsen som formand, Torben Bøgeskov som næstformand og sekretær og Anna Grethe Juelsen som kasserer. Øvrige bestyrelsesmedlemmer er Marianne Täkker og Henry Schultz.

Kim Täkker har overtaget rollen som webmaster på foreningens hjemmeside. Kim arbejder ihærdigt med at opdatere hjemmesiden og forsyne den med en række nyttige og praktiske informationer, der er relevante for foreningens medlemmer.

På generalforsamlingen i 2020 informerede bestyrelsen om de alvorlige problemer, Frydenlund har med at aftage vandet, der strømmer til fra Nyminde Klitplantage. Det drejer sig både om det vand, der fra Skovgrøften løber videre i vores grundvandssænkningssystem og om de vandmængder, der i vinterhalvåret over en bred front via skovbunden siver ind i den vestlige del af Frydenlund og videre mod øst. Et problem, der er blevet større gennem de sidste årtier som følge af, at Naturstyrelsen bevidst har undladt at vedligeholde grøftesystemet i plantagen, fordi man har ønsket en højere vandstand for at skabe en rigere natur. Problemet er blevet forstærket kraftigt af de ødelæggelser, militæret har påført veje, rørunderføringer og grøfter i forbindelse med Brave Lion øvelsen i september-oktober 2019. Disse er endnu ikke repareret fuldstændigt, hvorfor store dele af plantagen har stået under vand hele 2020. Plantagen er således at opfatte som en stor vandmættet svamp, der ikke kan optage mere vand, når det begynder at regne kraftigt om efteråret. Vandet siver derfor naturligt videre mod øst til bl.a. vores sommerhusområde og udfordrer vores grundvandssænkningssystem.

Bestyrelsen har derfor haft hyret firmaet Fuldendt som konsulent på opgaven med at udarbejde et projekt, der har til formål at føre vandet i Skovgrøften uden om vores grundvandssænkningssystem samt til at sørge for at indhente de fornødne tilladelser til projektet hos Varde Kommune. Dette arbejde er pågået i det meste af 2020 startende med en fælles besigtigelse af områdets grøfter i januar 2020, hvor bestyrelsen, Fuldendt, Varde Kommune og Naturstyrelsen deltog.

I sin enkelthed går projektet ud på at afskære vandet i Skovgrøften fra at løbe ind i grundvandssænkningssystemet. I stedet føres vandet i et nyt rør, som Naturstyrelsen bekoster, over i Ridestigrøften og videre mod syd under Skelvejen til grøften, der på den sydlige side af Skelvejen løber mod øst, til den føres i rør mod Houstrupvej lige vest for, hvor Sandtag munder ud i Skelvejen. Ud for det lille fællesareal etableres et nødoverløb under Skelvejen, som kan aflaste røret mod Houstrupvej, hvis der kommer meget vand på en gang. Da nødoverløbet går ind i den østlige del af vores system, hvor der er større rørdimensioner end i den vestlige, forventes det ikke at være problematisk. Naturstyrelsen lovede på den fælles besigtigelse at forhøje Ridestien på strækningen omkring Skovgrøften ved at lægge et tykkere lag grus på, så det fremover vil være nemmere at benytte stien og måske undgå oversvømmelser af de vestligste grunde. I slutningen af 2020 blev der indhentet tilbud på udførelse af anlægsarbejderne, der så er udført i marts 2021.

I skellet mellem Frydenlund og Guldvangen løber en mindre grøft, hvor der i forbindelse med udstykning af området blev nedlagt el- og vandforsyning samt vakuumsystem. For nogle år siden gav kommunen tilladelse til at vi måtte grave grøften dybere, hvis disse ledninger ikke blev beskadiget. Grøften er åben på strækningen fra Pugeldal 42 til Sandtag 51 og fra Sandtag 38 til Houstrupvej. På strækningen mellem Sandtag 51 og 38 var grøften fyldt op, men i samarbejde med GF Guldvangen blev der nedlagt et drænrør, der dels skulle have en vis drænende effekt langs Sandtag 38-51, dels skulle den lede vandet fra den vestlige grøft videre til den østlige og ud i røret under Houstrupvej. Det har vist sig, at drænrøret ikke evner at lede vandet fra den vestlige del af grøften videre, men blot dræner en del af strækningen mellem Sandtag 38 og 51. Bestyrelsen har i 2020 ansøgt og fået tilladelse af Varde Kommune til at frilægge den rørlagte del af grøften. Arbejdet vil blive udført i samarbejde med GF Guldvangen i sommeren 2021. Forud for frilægningen vil der blive fældet træer og buske langs især nordsiden af grøften. Jord og sand, der opgraves, vil blive deponeret i et hjørne af det store fællesareal (sportspladsen).

Bestyrelsen har bemærket, at flere grundejere de sidste par år har haft tilbagevendende problemer med vand på grundene. Det kan derfor i særlige situationer være nødvendigt for grundejere selv at pumpe overfladevand væk fra grundene og ned i et af grundvandssænkningssystemets brønde eller ud i åbne grøfter. Det er dog kun i nødsituationer og må dog ikke gøres permanent. Hvis en permanent løsning er nødvendig, skal der etableres egentlige dræn, der skal kobles på grundvandssænkningssystemet via en sandfangsbrønd. Dræn må man gerne selv grave ned, men sandfangsbrønden skal tilsluttes af en autoriseret kloakmester. Det er under ingen omstændigheder tilladt at pumpe spildevand ud i områdets grøfter eller i grundvandssænkningssystemet.

Bestyrelsen har foranlediget, at der er afsat gule pæle ved en del grunde. De gule pæle viser, hvor der er eller har været en skelpæl af beton. Disse skel er fundet og markeret for at vise, hvor grundejerforeningens fællesarealer ligger i forhold til de private matrikler, så det fx kan afgøres, hvem der har ansvar for farlige træer. Røde pæle er midlertidigt afsat for at vise, hvor en ny grøft mellem Frydenlund og Guldvangen skal gå på nordsiden af Sandtag 38 til 51. 2 kraftige røde pæle på en af stikvejene ved Sandtag er afsat af Varde Kommune for at markere, hvor brønddæksler findes i vejen. Kommunen kan desuden have afsat gule pæle for at markere brønddæksler.

Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse sendte i januar 2020 et forslag til plan for placering af nye militære kørespor på statens arealer i det udvidede militære øvelsesareal i Oksbøl-området i offentlig høring. Som følge af aftalen på forsvarsområdet for 2018-2023 tilføres Forsvaret øget mandskab og materiel. Forsvaret skal i højere grad kunne operere med større hærenheder, og de forskellige typer af militære tropper skal kunne arbejde tæt sammen. Dette kræver et større øvelsesareal end det hidtidige. Køresporene skal forbinde skyde- og øvelsesterrænerne i Oksbøl og Nymindegab og sigte mod bedst muligt at opfylde Forsvarets behov og samtidig tage hensyn til naboer, natur og friluftsliv. Den såkaldte Oksbøl-aftale indebærer, at Blåbjerg- og Nyminde Klitplantager kan bruges til øvelser 28 dage om året.

GF Frydenlund indsendte sammen med de 5 øvrige sommerhusgrundejerforeninger i Lønne-Houstrup området et fælles høringssvar, hvor vi udtrykte bekymring for sommerhusområdernes herlighedsværdier i form af adgang til skov- og strand og mulighederne for at opleve naturen. Vi udtrykte også undren over den meget langsommelige eller helt manglende udbedring af de skader, som blev påført Blåbjerg-Nyminde Klitplantager i forbindelse med den store Brave Lion øvelse i september-oktober 2019. Endvidere fremførte vi krav om forstærkning af områdets veje, herunder de asfalterede, og sikring af afvandingsforholdene i plantagen.

GF Frydenlund indsendte desuden et særskilt høringssvar, hvor vi fokuserede på netop afvandingsforholdene i Nyminde Klitplantage, hvor vi frygter, at øgede militære øvelsesaktiviteter samt anlæg af kørespor vil medføre, at sommerhusområderne øst for plantagen fremover skal modtage endnu mere vand. Vi opfordrede derfor Forsvaret til bl.a. at medvirke til at gennemføre en form for klimatilpasningsprojekt ved at anvende engen på nordsiden af Skelvejen mellem Hundevejen og Engvejen som en form for regnvandsbassin, hvor man ved kraftig nedbør kan tilbageholde vand og siden frigive det mod øst i tørre perioder.

18. november 2020 meldte Forsvaret ud, at man var færdig med at behandle de 63 indkomne høringssvar fra naboer og organisationer. Helt overordnet har man valgt at flytte 14 km planlagte spor samt at slette 6 km planlagte spor. Ved Nymindegab var naboer bekymrede for, at sporene kom tæt på beboelse. Derfor er sporene flyttet længere væk fra Nymindegab. På strækningen fra Nymindegablejren ned til Blåbjerg Klitplantage var naboer bekymrede for, om Forsvarets tunge køretøjer vil køre de lavtliggende og vandlidende områder op. Derfor er sporene rykket længere mod vest til højere beliggende og dermed mindre vandlidende områder, hvilket mindsker risikoen for opkørte veje. Vedrørende Blåbjerg Klitplantage var der bemærkninger om, at sporene gik tæt på beboelse. Der var også bekymring for risikoen for opkørte veje i plantagen. Derfor er sporene flyttet længere nordpå. Det er dels længere væk fra Henneby, men er også blevet koncentreret i de dele af plantagen, som Forsvaret vil bruge mest. Derved vil belastningen på plantagens øvrige spor blive mindre.

GF Frydenlund har ikke været tilfreds med udfaldet af høringen. Blandt andet mener vi ikke, at man tager vandproblematikken tilstrækkeligt alvorligt. Derfor besluttede vi at fremsende en ny henvendelse. Det samme har medlem af Varde Byråd, Niels Christiansen, der bor i Houstrup, gjort. Det har medført, at vi sammen med Niels Christiansen har været inviteret til et uformelt møde med to repræsentanter for Forsvaret.

Der ikke været anmeldt byggesager i Frydenlund i 2020.

Den årlige strandrensning blev aflyst som følge af Covid19

 

Se indkaldelsen til generalforsamlingen her

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *