Referat af bestyrelsesmøde lørdag 10. september 2022

Mødet blev afholdt hos Marianne Täkker.

Deltagere: Anna Grethe Juelsen, Marianne Täkker, Henry Schultz og Torben Bøgeskov og Jørgen Hansen (ref.)

  1. Godkendelse af dagsorden.
    Dagsorden godkendt med tilføjelse af punkt omkring foreningens hjemmeside Indsat som punkt 10.

  2. Godkendelse af referat af bestyrelsesmødet 14. maj 2022 samt opfølgning på samme.
    Referat godkendt og underskrevet af bestyrelsen.

  3. Gennemgang af diverse akter, herunder skøde med påtegninger, der har betydning i
    relation til deklarationerne for Frydenlund, fx i forhold til fællesarealer og endelig etablering af stier.

    Torben har gennemgået diverse akter og sammensat dem i et notat.
    I februar 1981 erklærer Blåbjerg Kommune sig i et tillæg til deklarationen for Frydenlund indforstået med, at de oprindeligt udlagte stier ændres til kun at omfatte de nuværende 5 forbindelsesstier.
    I 2004 er der givet dispensation af Blåbjerg Kommune på 5 kvm. fra skovbyggelinjen i forbindelse med opførsel af Sandtag 2 (terrasse).
    I 2004 har Blåbjerg Kommune givet Grundejerforeningen afslag på ansøgning om generel dispensation på deklarationens bestemmelse vedrørende tagbelægning.
    I 2016 oplyser Varde Kommune, at Skelvejen har status som offentlig vej i en strækning på 610 m. Vej og grøfter vedligeholdes af kommunen. Det sidste stykke vej fra Pugeldal til ridestien vedligeholdes af Grundejerforeningen.

  4. Opfølgning på generalforsamlingen 14. maj 2022 (bl.a. muligheden for udstykning af den lille del af fællesarealet, publicering af referater af eksterne møder på foreningens hjemmeside, kommunens praksis vedrørende dispensation for pligt til græstørv eller stråtag, specifikation af udgifterne der betales af Vandfonden, revisionstjek af overholdelse af indhentede tilbud.
    Fællesarealet: Fællesarealet er overdraget til Grundejerforeningen som et areal og et matr.nr.
    Skødet er tinglyst den 06.01.1978. Torben har ved en forespørgsel til kommunen fået et mundligt svar på, at det ikke er sandsynligt, at vi kan få en dispensation til udstykning af det lille fællesareal. Blåbjerg Kommune har tidligere givet afslag på udstykning, da deklarationer for vores område ikke gav mulighed for yderligere udstykning.
    Torben forsøger at få en skriftlig tilkendegivelse fra Kommunen.
    Publicering af referater fra eksterne møde: Alene referater fra møder med offentlige myndigheder, så som dialog møder med Varde Kommune, vil blive publiceret på hjemmesiden, hvis de er offentlig tilgængelig.
    Dispensationer til tage m.v.: Det er alene en kommunal opgave. Ønsker man dispensation skal der sendes en ansøgning til kommunen. Grundejerforeningens bestyrelse har ingen indflydelse på afgørelsen.
    ”Vandfonden”: Der opspares løbende til fonden og bestyrelsens mener, at de løbende henlæggelser er tilstrækkelige. Den nuværende vandplan (Vandfonden) tages op til drøftelse på et af de kommende bestyrelsesmøder medhenblik på en eventuel revision.
    Indhentning af tilbud: Det er bestyrelsens afgørelse om der skal indhentes tilbud til eller ej på opgaver der skal udføres. Det afhænger af opgavernes størrelse og kompleksitet.
    I forhold til tidligere udførte opgaver er det ikke altid det billigste tilbud, der er accepteret. Specifikationsgraden i tilbuddet har været afgørende.

  5. Fælles besigtigelse af området (fx byggesager, vendepladser, grøfter, rabatter, bevoksning, veje, stier, bomme, opgaver til arbejdsdag) og beslutning om nødvendige eller ønskelige tiltag.
    Ved besigtigelse af området blev det konstateret, at der er rabatter der trænger til at blive slået og træer skal beskæres for at overholde højde- og afstandskrav til vej midten.
    Henry udarbejder en plan sammen med Stammose med hensyn til klipning af rabatter, beskæring af træerne og fjernelse af hæg.
    Bestyrelsen vil til foråret lave en plan for det store fællesareal. En del af området kunne eventuelt være et område med ”vild natur”. De nuværende borde fjernes, da de er udtjente og der opstilles nye til foråret.
    Opgaver til den fælles arbejdsdag:
    Klipning af grøfter, fjernelse af diverse bomme, opsætning af bænke og klipning af grøfter og diverse fællesarealer.
    Grundejerforeningen indkøber en buskrydder til formålet.

  6. Brandfaren i Houstrup-området, herunder henvendelsen af 23. august fra Jens Høy i Lønne vedrørende emnet.
    Grundejerforeninger i Houstrup området har modtaget en kopi af Jens Høy’s skrivelse til Kommunaldirektøren i Varde Kommune. Jens har boet i området i 70 år og er meget bekymret for det lokale beredskab i forbindelse med naturbrand i området. Bevoksningen i området er steget meget og tidligere var der et lokalt beredskab i tilfælde af brand.
    Der må i Frydeblund ikke etableres kvashegn, da det i følge deklarationerne ikke er tilladt at hegne grundene. Man skal være påpasselig med grill og åben ild, samtidig vil det også hjælpe, hvis skæve træer fjernes.
    På det næste fællesmøde for de 6 grundejerforeninger i Houstrup vil Torben tage emnet op omkring muligheden for at etablere brandbælter mellem skov og sommerhusområderne.
        
  7. Arbejdet i Fællesudvalget for sommerhusgrundejerforeninger i Varde Kommune, herunder forslag til vedtægter for en egentlig fællesforening for alle sommerhusgrundejerforeninger i Varde Kommune.
    Torben har deltaget i flere møder med de øvrige Sommerhus Grundejerforeninger i kommunen. Der er 23 grundejerforening med ca. 8.500 medlemmer i kommunen.
    Grundejerforeningerne har et årligt møde med Varde Kommune. Kommunens turismestrategi og udviklingen i Blåvand, Vejers og Henne har fyldt meget på møderne. Turismestrategien arbejder hen i mod en øget turisme i kommunen. Man ønsker blandt andet at udvide turistsæsonen.
    Grundejerforeningerne er bekymret for en overturisme, der kan gå ud over naturen, manglende fokus på bæredygtighed og områdernes DNA. Det er ikke fordi foreningerne er imod udvikling og strategien. Man vil blot gerne have en indflydelse på udviklingen til gavn for os alle. Nogle af ferieområderne i kommunen er allerede noget belastet.
    For at have et slagkraftigt talerør over for kommunen arbejdes der derfor på at lave en fællesforening for alle Sommerhus Grundejerforeninger i Varde Kommune.
    På bestyrelsesmødet drøftede vi det forslag der er kommet til vedtægter for en sådan forening.
    Inden vi i bestyrelsen kan tage stilling til et eventuelt medlemskab skal vi blandt andet have belyst: Årligt kontingent, budget for foreningen, hvilke arbejdsopgaver har foreningen og betaling af udgifter i forbindelse med møderne.
    Anna Grethe påpegede at nogle foreninger ikke, som i Frydenlund, har tvunget medlemskab. Det kan give udfordringer i forbindelse med beregning af det årlige kontingent.

  8. Arbejdet i Varde Kommunes Vanddialogforum.
    Torben og Jørgen deltog i mødet den16. maj med Varde Kommune. Hovedsagligt var det en orientering fra Kommunen omkring de udfordringer Kommunen står med i fremtiden og hvilke tiltag man løbende tager for at imødegå gå de fremtidige problemer.
    Kommunen vil meget gerne være de enkelte Grundejerforeningen behjælpelig med vejledning.
    Der var også plads til en tur bordet rundt, hvor hver enkelt Grundejerforening havde mulighed for at fortælle hvilke problemer de har med vand og hvordan de enten har løst det, eller hvordan de forventer at løse det.
    Der er nyt møde hos Kommunen den 10.10.2023. Her vil Torben tage emnet omkring vedligeholdelse og spuling af vores grundvandssænkningssystem op på mødet.

  9. Økonomistatus, herunder dialog om udgifter til kørsel og eksterne møder.
    Som det ser ud nu, forventer foreningens kasserer et overskud på regnskabet for 2022.
    Der kommer yderligere udgifter i 2022 på ca. 30.000 kr. Nogle budgetterede udgifter er mindre end forventet. Blandt andet kørselsudgifter.

  10. Foreningens hjemmeside.
    Marianne opfordrer til, at hjemmesiden bruges lidt mere aktivt. Blandt andet kunne branden i plantagen godt være omtalt, så de ejere, der bor langt væk kunne få information.
    Gode ideer fremsendes til webmaster.

  11. Fastlæggelse af næste møde.
    Næste bestyrelsesmøde afholdes den 6.11.2022 kl. 10.00 hos Jørgen Hansen.

  12. Fastlæggelse af arbejdsdag i foråret 2023.
    Den fælles arbejdsdag er 14.05.2023, kl. 9.00. Mødested er Sportspladsen.
    Samtidig oplyses afholdelse af generalforsamlingen den 13. maj 2023 på hjemmesiden.

  13. Eventuelt.
    Intet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *