Referat af bestyrelsesmøde den 29. maj 2021

Referat af bestyrelsesmøde den 29. maj 2021.
Mødet blev afholdt på Danhostel Nymindegab.

Tilstedeværende:

Torben Bøgeskov, Anna Grethe Juelsen, Henry Schultz, Jørgen Hansen og Marianne Täkker (ref.)

Pkt. 1. Godkendelse af dagsorden:

Dagsordenen godkendtes efter tilføjelse af et nyt punkt: Konstituering.

Pkt. 2. Godkendelse af referat fra bestyrelsesmøde den 30. april 2021:

Referat godkendt og underskrevet.

Pkt. 3. Opfølgning på beslutninger af bestyrelsesmøde den 30. april 2021:

Privatlivspolitik: JCH undersøger hvad der skal lægges på hjemmesiden.

Det lille fælleareal: TB har ikke kontaktet Varde Kommune angående muligheden for at dispensere fra Skovbyggelinjen. TB vil vente til kommunens dialogmøde med sommerhusgrundejer-foreningerne afholdes.

I følge Varde Kommunes hjemmeside skal man som husejer, hvis man vil dræne sin grund ved at tilslutte drænet til grundvandssænkningssystemet ansøge kommunen om tilladelse hertil. I den forbindelse skal der indhentes en tilladelse til medbenyttelse af grundvandssænkningssystemet fra grundejerforeningen. Selve tilslutningen til grundvandssænkningssystemet skal ske via en sandfangsbrønd og skal udføres af en autoriseret kloakmester. TB følger op på Erlings henvendelse til kommunen vedrørende emnet.

Pkt. 4. Siden sidst:

TB har besigtiget de centrale grøfter rundt om det store fællesareal (sportspladsen) med Jens Kr. Bjerg fra Nørre Nebel Entreprenørforretning. Der skal ryddes for træer og buske langs grøfterne nord og øst om fællesarealet, så man kan oprense grøfterne med en minigraver. Grøften øst om sportspladsen får ændret sit fald, så vandet vil løbe fra Skelvejen mod nord, hvor det via en eksisterende sandfangsbrønd føres over i grundvandssænkningssystemet. Der er ikke bedt om en pris, da arbejdet bliver lavet i forbindelse med frilægningen af grøften langs Sandtag/Guldvangen, hvor entreprenørfirmaet har maskiner i området.

Det lille stykke grøft mellem Sandtag 23 og 25 graves af Stammose. Der er afgivet en pris på 2500 kr. inkl. moms.
Tid ca. 8 timer, da der skal graves med håndkraft.

TB finder, at det rundsendte referat fra fællesmødet den 11. maj for alle grundejerforeningerne i Varde Kommune ikke er fyldestgørende. Det er svært at skelne, hvem der mener hvad, og om det refererede er sagt af en tilfældig deltager, et medlem af fællesudvalget eller stammer fra fx kommunen, Forsvaret eller Naturstyrelsen.

Sandtag 31 har skæve træer på grunden, men disse vil blive fældet på et tidspunkt af ejer.

Det store birketræ, der stod ud for Sandtag 47 i grøften mellem Frydenlund og Guldvangen, er blevet fældet af en grundejer fra Guldvangen og kørt væk. Formanden for Guldvangen, Allan Nielsen, er orienteret.

MT fremsender opdateret navn/mail liste på grundejerne til bestyrelsen.

Nem ID til den nye formand er næsten gået i orden.

Pkt. 5. Forberedelse af generalforsamlingen:

Bestyrelsen gennemgik dagsorden for den forestående generalforsamling, aftalte den endelige arbejdsdeling under afviklingen af forsamlingen og fik styr på diverse praktiske forhold.

JCH undersøger om navn og kontaktoplysninger på revisorer og suppleanter skal stå på hjemmesiden.

Pkt. 6. Fastlæggelse af næste møde:

21. august 2021 hos Torben Bøgeskov, Pugeldal 44

Pkt. 7. Eventuelt:

TB undersøger ved Varde Kommune, hvorfor grundejerforeningen ikke får besked/bliver hørt, når der er ansøgninger om byggetilladelser og dispensationer.

Pkt. 8. Konstituering:

Efter generalforsamlingen konstituerede bestyrelsen sig således:

Formand: Torben Bøgeskov
Næstformand og sekretær: Jørgen C. Hansen
Kasserer: Anna Grethe Juelsen
Bestyrelsesmedlem: Marianne Täkker
Bestyrelsesmedlem: Henry Schultz

Samtidig trådte Jørgen ind i vandudvalget.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *