Formandens og bestyrelsens beretning for 2018 (endnu ikke forelagt og godkendt af generalforsamlingen)

Formands- og Bestyrelsesberetning for Grundejerforeningen Frydenlund, for år 2018:

Bestyrelsen har i 2018 afholdt 5 bestyrelsesmøder, samt et fællesmøde med grundejerforeningerne, som ligger her omkring os, da vi som tidligere nævnt mener at have en del problemer, som er fælles for vore foreninger. Og for at stå lidt stærkere over for Varde Kommune, prøver vi at finde de ting, som er fælles for flere af os, – så vi har flere argumenter for at blive hørt af Kommunen.

Vi har også deltaget i et fælles møde med Guldvangens Vandudvalg og Varde Kommune, Guldvangen har et grundvandssænkningssystem, som er identisk med Frydenlunds, og de har dermed de samme problemer, som vi har her i Frydenlunds område.

Vi afholder også et fællesmøde med 21 sommerhusgrundejerforeninger her i Varde Kommune, også for at komme til det årlige Dialogmøde med Varde Kommune, med de punkter og problemer, som ofte er fælles for flere af os.

Grundvandsstand og overfladevand:

På generalforsamlingen i 2018, oplyste vi, at der havde været sammenfald af nogle rør i en af strækningerne på vort grundvandssænkningssystem, og at dette havde medført at, at der blev skyllet sand væk, og derved opstod der et hul i stikvejen på Pugeldal, ud for Pugeldal 30 og 32.

Da grundvandet i området efterhånden henover forår og sommer begyndte at falde, reparerede Varde Kommune rørlededningen, idet de gravede ned og skiftede 2 rør, som var gået i stykker.

Varde Kommune fortæller os, at vore rør i drænsystemet, er ved at være tyndslidte, dels p.g.a. de store vandmængder der går igennem rørene, dels p.g.a. stærkt agressivt vand.

Kommunen ville tage de 2 opgravede rør med, så vi kunne se dem, men på et møde med Vandudvalget den 21. januar 2019, kom kommunen dog kun med et billede af rørene, og det viste reelt ikke særlig meget om rørenes tykkelse.

Som vi tidligere har oplyst, har Varde Kommune nedsat en datalogger i en af vore rørstrenge, som løbende elektronisk måler vandstanden på vort grundvand, og vi kan løbende, på anmodning, få Kommunen til aflæse dataloggeren, så vi derved kan følge grundvandsstanden hen over hel året.

Det har så vist sig, at grundvandsstanden ikke ændrer sig særlig meget. Vi føler, at der generelt i lang tid ikke har været været problemer med grundvandsstanden i vort område, men selvom vi her i sommeren 2018 har haft en lang, lang tid med utrolig høj varme og tørke, må vi desværre konstatere, at grundvandsstanden rimelig konstant er for høj.

Således har grundvandsstanden, – eller vandspejlet, stået nede i 40 – 60 cm under terræn, selv under den lange tørre periode.

Et notat af 18.03.1974, udarbejdet af Det Danske Hedeselskab, på vegne af den daværende Blåbjerg Kommune, viser, at i en undersøgelsesperiode fra november 1973 – Marts 1974, at dræningseffekten af de nedlagte drænledninger, var betydelig reduceret i allerede ca. 1 år efter nedlægningen.

Den stærkt aftagende dræningseffekt ses at være på grund af nedsat indstrømningseffekt på grund af okkerudfældning i rørsamlingerne.

Kort sagt, dræningssystemet, som skulle sænke vores grundvand til 1,6 – 1,8 meter under terræn, har reelt aldrig ikke virket, som det skulle.

Hedeselskabet har i samme notat fremsat nogle løsningsmodeller, som blot aldrig er blevet fulgt.

Blåbjerg Kommune har givetvis anmodet Hedeselskabet om den her nævnte undersøgelse, med baggrund i, at der har været klager fra grundejere, over den manglende effekt af dræningen.

Grøfter på Foreningens område:

Som vi nævnte sidste år i beretningen, havde vi ved gennemgang af grøfterne i vort område konstateret, at nogle grøfter trængte til oprensning, og vi indhentede tilbud hos 2 entreprenører, som afgav tilbud på oprensning af grøfterne beliggende i skel ind mod Guldvangens område, samt spuling af en nedgravet drænledning, – også beliggende i skel ind mod Guldvangen.

Disse grøftestrækninger blev således renset op, og drænslangen spulet, i december måned 2018.

Grøfterne langs med, og nord og syd for Skelvejen, er af Varde Kommune blev renset op 1 gang i 2018, for at sikre, at vandet fra Naturstyrelsens areal vest for foreningens område (Skoven), kunne bortledes på fornuftig vis.

Grøfterne langs med, og nord og syd for Skelvejen, er på strækningen fra Houstrupvej og til Pugeldal, offentlige grøfter (vejgrøfter), – og vedligeholdes af Varde Kommune.

Efter at vi i 2015 – 2016, fik nedlagt et større rør fra grøften i Skoven og direkte over i Ridestigrøften og dermed videre over i den sydlige grøft langs med Skelvejen, har vi reelt ikke set oversvømmelse ved grøften i Skoven og dermed heller ikke oversvømmelse på de vestlige grunde på Pugeldal, op mod Skoven.

Det kan selvfølgelig også have noget med nedbørsmængde at gøre, men indtil nu, har det set fornuftigt ud, og vandet fra Skoven er blevet ledt bort uden problemer.

Ser vi på eksempelvis nedbørsmængden her i marts 2019, hvor der kom over 100 mm regn i marts, har de nuværende tiltag medført, at vandet løbende er bortledt helt uproblematisk.

Vandudvalg

Bestyrelsen har i 2018, nedsat et ”vandudvalg”, og altså et udvalg, som skal beskæftige sig med vand og vandproblemer, samt med mulige løsninger af disse problemer.

Udvalget består af: Flemming Hansen, Erling Kolding-Jacobsen og Torben Bøgeskov

Vi har i bestyrelsen længe følt, at der er et behov for at styrke indsatsen for at finde de bedst mulige løsninger til at sikre at så lidt vand som muligt kommer ude fra og ind i vort foreningsområde, og samtidig sikre, at såvel overfladevand som spildevand, fortsat kan fjernes fra vort område.

Alt sammen med det formål, at forsøge at sænke grundvandsstanden mest muligt.

Vi arbejder på en egentlig ”Vandhandleplan”, som skal udfærdiges og bruges målrettet i tiden fremover, til at sikre vort område bedst muligt. Den indtil nu udarbejdede vandhandleplan er fortsat under redigering.

Vandudvalget forsøgte at få et møde i stand med Varde Kommune i slutningen af 2018, men p.g.a. tidnød, kunne Kommunen ikke mødes med os før i januar måned 2019. Grøfterne langs med Skelvejen, og Ridestigrøften, var i spil på mødet, for at få afklaret mere eksakt, hvem der havde vedligeholdelsespligten på grøfterne, ligesom vi godt ville have lidt mere klare regler for spuling med mere af rørsystemerne i vort område.

Endvidere ville vi gerne fremlægge vores udkast til en vandhandleplan for Frydenlund, for dem.

Mødet fandt som nævnt sted den 21. januar 2019, og fra Kommunen mødte Jan Pedersen, Henrik Bak Rasmussen, og Ellen Margrethe Hansen, og vi fik afklaret det med grøfterne, og Ridestigrøften ligger helt klart placeret på Naturstyrelsens areal, det samme er tilfældet med grøfterne på begge sider af, og langs med Skelvejen, regnet fra ”Den Røde Bom” ved Skoven, – og de ca. 70 meter i østlig retning og hen til Pugeldal.

På disse grøftestrækninger er det Naturstyrelsen, som skal vedligeholde og fjerne beplantninger, medens Frydenlund har oprensning af grøfterne.

Det vand der kommer fra grøften i Skoven (Naturstyrelsens areal), og videre over i såvel vort rørsystem, og over i Ridestigrøften, betegnes som ”opstrøms” vand, og dette vand er vi forpligtet til, jfr.  Vandløbsloven, at aftage og at sikre, at vandet bliver bortledt.

Selvom dette vand bliver ført over i eksempelvis Ridestigrøften og grøfterne langs med Skelvejen, er det stadig at betragte som ”opstrøms” vand, hvor Frydenlund fortsat er forpligtet til at sikre vandets bortskaffelse.

Der hvor grøfterne bliver offentlige vejgrøfter, overtager Varde Kommune forpligtelsen at sikre vandets videre bortskaffelse.

Vi fik ikke rigtig mulighed for at fremlægge vores udkast til en Vandhandleplan, men fik den her nedenfor nævnte besked.

”Med hensyn til det fremtidige samarbejde med Varde Kommune omkring afvandingssystemerne i sommerhusområderne, oplyste Jan Pedersen at på grund af de seneste besparelser i kommunen er det ikke muligt at yde den samme service længere. Det vil sige, at ønsker om opsætning af nye data loggere (evt. udskiftning af gamle), fremover skal ske for egen regning. Vej og Park spuler fortsat afvandingsledningerne efter behov og prioriterer gerne spulingen i samarbejde med grundejerforeningen, da det er jer, som har det bedste lokalkendskab til højt grundvand på de enkelte grunde m.v..Tv-inspektion er kun muligt i helt konkrete tilfælde og hvor der er mistanke om sammenfald af en ledning”.

Det er så her vi står lige nu.

Etablering af dræn på de enkelte grunde, kræver anmeldelse til Varde Kommune, – og det er mere for, at kommunen vil sikre sig, at man overholder bestemmelserne for afstand mellem drænrør og nedsivningsdræn, (25 meter), og tilslutningen skal ske via lovlig og korrekt sandfangsbrønd.

Jan Pedersen foreslog, – eller anbefalede, – at grundejerne overvejede, om en dræning på grunden kunne udføres ved, at dræningen ikke blev lagt så dybt, og dermed reelt kun var for at fjerne eventuelt overfladevand fra grunden.

Byggesager:

Der har ikke været forelagt byggesager til behandling i vores område, men der har været en hel del ansøgninger om tilladelse om nedgravning af fiberkabler i forbindelse med internet tilkoblinger.

Grenaffald:

Varde Kommune har de seneste 2 år haft tilbud om i bestemte perioder at afhente grenaffald ved grundejerne, på deres adresse.

Men der har været alt for lidt interesse for ordningen, som dermed ikke har kunnet løbe rundt, rent økonomisk, og ordningen er derfor lukket ned.

I stedet for vil kommunen tilbyde grenpladser i Henne, Blåvand og Houstrup, hvor sommerhus-ejere i uge 15,16 og 17 kan aflevere grenaffald. Grenpladserne vil være åbne igen til efteråret i ugerne 41,42 og 43.

For vores område, vil genbrugspladsen på Houstrupvej blive genåbnet, – i hvert fald i de her nævnte uger. (samme sted som hvor affaldscontainerne står).

Bestyrelsen vil endnu en gang opfordre til, at grundejerne ikke henlægger grenaffald på grundene.

Renovation:

Fra 1. september 2019, får vi fået ny renovatør. Den tidligere renovatør stopper, og en ny renovatør, Marius Pedersen, har fået opgaven de næste år frem i tiden.

Det er lovet os, at Marius Pedersen også kører med små renovationsvogne i sommerhusområderne.

Vendepladser:

Som nævnt på generalforsamlingen sidste år, arbejdede vi noget i vendepladser. Der er en de vendepladser i vort område, som trængte (trænger) til at blive ryddet for beplantning med mere, så de er brugbare som vendepladser.
Det arbejder vi fortsat med, efter en ”prioriteret” tidsplan.

Afsætning af skelpæle:

Ser i nogle gule træpinde rundt i området, så er det Henning Juelsen, har sat skelpæle af, for at få afklaret hvor skel går, set i forhold til beplantninger på vejen og ind mod grundejernes områder, for at få afklaret, om træerne står på vejearealer, eller på grundejer arealer.

Projektet med afsætning af skel, er nu afsluttet, og der er udarbejdet skematisk på et kort over vort område, hvordan træerne er placeret i forhold til grundejernes skel.

Kortet er fremlagt og kan ses her på generalforsamlingen.

Der er endnu ikke sket nogen form for tiltag desangående.

Afsyring af vakuumledninger:

Der i oktober måned blevet afsyret hovedledninger i vakuumsystemet i vort område. Det er en løbende vedligeholdelse af vort vakuumsystem, som blev startet op for nogle år siden, da man kon-staterede, at vakuumledningerne lukkede til med urinsten, så der blev for lavt vakuum på.

Ledningerne bliver så afsyret med et specialmiddel, som løsner urinstensaflejringerne, som så bliver suget med ud, eller spules ud.

Grundejerne kan – for egen regning, få afsyret egne stikledninger på egen grund og ud til hovedledningen.

Friluftsrådet og Badepunktsflag:

Varde Kommune var i sommer 2018 med i pilotprojektet med det nye badevandsflag Badepunkt på 4 strande (Skallingen, Vejers, Børsmose og Houstrup Strande).

Kommunen har sammen med Friluftsrådet og de andre kommuner været ved at evaluerer på det og finder at det nye badevandsflag er blevet modtaget overvejende positivt.

Det passer også rigtig godt til flere af vores strande, idet Badepunktflaget bl.a. ikke har restriktio-ner i forhold til bilkørsel eller hunde.

Badepunktflaget vil fremadrettet også kunne bruges til at sætte større fokus på den enkelte strands særlige kendetegn, friluftsmuligheder, kultur- og naturoplevelser.

Et blå flag, som angiver en ren strand og rent badevand, kan eksempelvis ikke anvendes når der kommer hunde og heste på stranden.

Dialogmøde med Varde Kommune:

Der holdes fortsat et årligt dialogmøde med Varde Kommune, hvor alle sommerhusgrundejerforeninger inviteres, og på mødet sidste år, blev kommunen foreholdt, at vi følte, at al snak om Klima-plan, eller Klimatilpasningsplanen for Varde Kommune, helt var forstummet. Klimatilpasningsplanen forudser jo øgede nedbørsmængder og stigende havvand, sammenholdt med stigende grundvand.

I samme plan er bl.a. sommerhusområderne udset som nogle af deområder, der kan få vandproblemer fremadrettet.
Men, snakken er er som sagt helt forstummet omkring disse ting, i hvert fald kommer der ingen snak eller input fra kommunen omkring problemstillingen.

Det er som om, at kommunen helt har trukket sig ud af det her.

Med baggrund i det, har sommerhusgrundejerforeningerne på deres årlige fællesmøde nedsat et Vandudvalg, som forventes at skulle tage sig af de ”overordnede linier” i hele problematikken om vandproblemerne, set i forhold til Varde Kommune.

Samtidig blev der nedsat et Fællesudvalg for Turismeudvikling, – som skal være bindeled mellem de enkelte foreninger og sommerhusområder, og Varde Kommune, for hele tiden at være på højde med de ting, som kommunen foretager sig, – det kan eksempelvis være nye lokalplaner for de enkel-te sommerhusområder, og tilladelse eller ikke tilladelse til ”hotel- eller industrisommerhuse” med plads til f.eks. 24 personer.

Jeg vil afslutte beretningen med at sige Tak til min bestyrelse for et godt og frugtbart samarbejde gennem året der er gået.

Jeg vil også godt sige Tak til René Rasmussen. René er jo fortsat vores webmaster, og sikrer at vore referater med mere, kommer på foreningens hjemmeside.

Også en stor Tak til Henning Juelsen, for at bruge tid på at finde skelpæle rundt i området, til brug for bestyrelsen.

Og hermed vil vi overlade beretningen til generalforsamlingen.

På vegne af bestyrelsen

Erling Kolding-Jacobsen
Bestyrelsesformand

P.S.
Der afholdes i år Strandrensning lørdag den 1. juni 2019, – dagen efter Kristi Himmelfarts Dag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *