Referat af Bestyrelsesmøde tirsdag 26. Maj 2015, kl. 17.30, hos Anna Grethe Juelsen, på adressen Kærhøgevej 1, 6800 Varde.
1. Konstituering af bestyrelsen
Bestyrelsen konstituerede sig med Erling som formand, Anna Grethe som kasserer, René som næstformand, Johny og Carsten som bestyrelsesmedlemmer.
Kasserer Anna Grethe Juelsen har alene fuldmagt til foreningens konto/depot i Vestjysk Bank.
2. Godkendelse af referatet fra bestyrelsesmødet den 2. maj 2015
Referatet blev godkendt.
3. Siden sidst
Møde vedr. oprensning af Skelvejs- og Ridestigrøfter
Der er den 18. maj afholdt møde med Varde Kommune, Jan Petersen (Naturcenteret i Årre, Vandløb, Varde Kommune) og Jeanett Dam (Team Vandmiljø, Varde Kommune), og Henrik Bak Rasmussen (Team Drift, Varde Kommune), samt Søren Jessen (Naturstyrelsen) om oprensning af grøfterne, der på begge sider af Skelvejen. Mødet var indkaldt af Grundejerforeningen med henblik på at få renset grøfterne langs Skelvejen op.
Erling redegjorde for mødet. Varde Kommune var uvillig til at betale for en oprensning af grøften syd for Skelvejen og tvivlede på, at dette ville have nogen effekt. Jan Petersen argumenterede for, at grøften ved Ridestien burde oprenses mellem brøndene i hver ende (ved Skelvejen og i skellet mellem Pugeldal 7 og 9), hvorefter vandet kunne løbe ind i vores grundvandssænkningssystem, nemlig ind i den store grøft nord for Skelvejen.
Erling påpegede, at dette ikke imødegik problemet med overløb på Ridestien ved store regnmængder. Det var netop vort ønske at få renset grøften syd for Skelvejen op, for at denne kunne fungere som buffer og forsinkelse ved spidsbelastning. Grøften syd for Skelvejen havde desuden ikke kun afløb tilbage ind i vores hovedsystem, men også afløb fra den østlige ende ned mod Houstrupvej og derfra videre ind i Hejbøl Bæk. Netop sådan har denne grøft været tænkt med ind i grundvandssænkningssystemet fra begyndelsen. Men medens grøften nord for Skelvejen blev oprenset af kommunen i 2009, så har grøften syd for Skelvejen ikke været oprenset i mange, mange år.
Repræsentanterne for Varde Kommune hævdede, at grøften i mellemtiden var pålagt en beskyttelse iflg. Naturbeskyttelsesloven. Dette var sket automatisk og som en følge af, at den ikke var blevet vedligeholdt! Dette afviste Erling på det bestemteste og henviste til et møde med Poul Sig Vadsholt og Henrik Bak Rasmussen (begge Varde Kommune) i slutningen af 2013. Dengang blev en oprensning drøftet, uden at der var tale om nogen naturbeskyttelse, og de to havde endog anslået en pris for oprensningen. Dette erindrede Henrik Bak Rasmussen dog ikke. Men hvis det skønnedes, at grøften var nødvendig for afvandingen af området, så kunne der naturligvis gives dispensation for fredningen.
Erling problematiserede det forhold, at grøften pludselig var naturbeskyttet og bad om aktindsigt i forhold til fredningsprocessen. Kommunens repræsentanter udtalte da, at hvis en grøft igennem længere tid ikke var blevet renset op, så ”voksede” den så at sige ind under naturbeskyttelse. Det var en skønssag, hvornår en grøft havde opnået denne tilstand, men en tommelfingerregel sagde ca. 10 år. Set fra vores synspunkt kan vi naturligvis ikke acceptere, at Varde Kommune kan undslå sig for en udgift simpelthen ved at udskyde en nødvendig oprensning længe nok.
Jan foreslog, at der blev nedgravet et 100 mm rør fra Naturstyrelsens grøft i skoven under Ridestien og direkte over i grøften langs Ridestien. Dette skulle forhindre overløb fra skoven. Når denne grøft var renset op og virkede optimalt, så kunne vi se tiden an og se, om den kunne klare afvandingen, idet den også ville lede vandet ind i grøften nord for Skelvejen.
Vi har længe ment, at den bedste løsning ville være at lede så meget af skovens vand uden om vores system som muligt – og dette var da i hvert fald en begyndelse. Søren Jessen fra Naturstyrelsen tilbød at nedgrave et sådant rør, forudsat at det herefter ikke pludselig blev Naturstyrelsen, der havde ansvaret for oprensning af de to grøfter på hver sin side af Skelvejen.
Erling beroligede Søren Jessen med, at Skelvejen er offentlig vej og at Varde Kommune har ansvaret for vedligeholdelsen på såvel Skelvejen som for begge grøfterne på hver sin side af den. Dette protesterede de tre repræsentanter for Varde Kommune dog imod. Erling fremdrog da en kopi af den mail, som vi modtog i 2009 fra Ellen Margrethe Hansen, daværende fagleder i Driftsafdelingen, dengang Blåbjerg Kommune, i hvilken hun netop påpeget dette. De tre repræsentanter erklærede hertil, at dette ville de tale med Ellen Margrethe Hansen om. Ellen Margrethe Hansen er i dag Teamchef for Driften i Varde Kommune.
Samtidig med, at Grundejerforeningen havde sendt en skrivelse til Varde Kommune om grøften syd for Skelvejen, afsendte vi også en skrivelse om fornyet oprensning af grøften nord for Skelvejen. Denne var seneste oprenset i 2009.
Dette lovede de fremmødte fra Varde Kommune at iværksætte. Søren Jessen fra Naturstyrelsen lovede samtidig snarest at fælde de træer og buske i og omkring grøften på Ridestien, således at denne kunne blive renset op.
Så snart dette er sket, iværksætter vi en oprensning af grøften langs Ridestien.
Vi mener fortsat, at den eneste rigtige løsning er at lede vandet fra plantagen via Ridesti-grøften ind i Skelbækgrøften (den sydlige) og via den under Houstrupvej og ind i Hejbøl Bæk. Men vi må tage det ét skridt ad gangen.
Møde vedr. klagesag til Natur- og Miljøklagenævnet
Der er desuden den 5. maj afholdt møde med Varde Kommune vedr. klagesagen til Natur- og Miljøklagenævnet. Sagen blev som bekendt returneret til Varde Kommune, da det skønnedes, at kommunen ikke havde truffet afgørelse på tilstrækkeligt oplyst grundælag.
Dette møde kom der imidlertid ikke noget ud af. En teknisk medarbejder hos Orbicon havde ikke i eget arkiv kunnet finde noget om, hvorvidt de åbne grøfter tilbage i 1970’erne var optaget som offentlige vandløb.
Det, vi skal have, er kendelsen fra 13. maj 1974 med senere tillægskendelser. Vores påstand er, at grundvandssænkningssystemet bestod af åbne grøfter, brønde i de åbne grøfter (foruden sivedræn). De åbne grøfter har fra begyndelsen været en del af grundvandssænkningssystemet – og er det derfor fortsat. Erling skrev efterfølgende til Varde Kommune, at kommunen ikke havde levet op til Natur- og Miljøklagenævnets kendelse.
Andre forhold
Bestyrelsen besluttede at besigtige de overgange, som private har etableret over Skelbækgrøften, på næste bestyrelsesmøde i Houstrup.
Bestyrelsen drøftede, om vi skulle bruge NIRAS (et rådgivningsfirma, som bl.a. Varde Kommune har brugt til regnemodeller vedr. Klimaplanen og fremtidige ændringer i klimaet) til at udarbejde en mere eksakt beregning af konsekvenserne for vort område.
Grundejerforeningen for Guldvangen går i lignende overvejelser. Det blev besluttet, at Erling kontakter Chr. Møller fra Guldvangen for at høre, hvad de har foretaget sig – og hvad dette har kostet.
Bestyrelsen har fået et tilbud om Air Net – Mulighed for etablering af luftbåret internet, via sendemast i området. Det blev drøftet, om foreningen være abonnent. Tilbuddet blev drøftet, men vi har vanskeligt ved at se, hvilken nytte, vi kan have af det i vores område, der allerede er velforsynet med bredbånd. En bedre mobildækning ville derimod være velkommen!
Bestyrelsen besluttede foreløbig ikke at anbefale det – og under alle omstændigheder at afvente Houstrups reaktion, da det er dér, masten kommer til at stå.
Vi har modtaget en skrivelse fra Danske Sommerhusudlejere/Fritidshusudlejere. De anmoder om et støtteabonnement. Det koster 250,- kr. årligt for Grundejerforeningen og samtlige medlemmer. Det blev besluttet, ikke at tegne abonnement.
Man skal søge Grundejerforenignens bestyrelse om medbenyttertilladelse, hvis man vil dræne på egen grund og tilslutte hovedafvandingssystemet. Denne ansøgning skal søges via skema på Varde Kommunes hjemmeside. Erling sender et par ord og et link til hjemmesiden.
4. Økonomi
Der blev underskrevet fuldmagt til den nye kasserer.
Anne Grethe redegjorde for den økonomiske situation. Udgifterne er steget, så vi har kørt med underskud de seneste år. Der er tæret på formuen, og det bliver ikke ved med at gå. Vi kommer til at foreslå en kontingentforhøjelse til den kommende generalforsamling.
Det koster at oprense grøfter – og nu, hvor vi har brugt penge på at rense dem op, skal der afsættes midler til løbende vedligeholdelse.
Det beløb på 74.000,- kr., der årligt henlægges, er øremærket til udskiftning af hovedledningen. Det må forventes, at en udskiftning vil beløbe sig til 1.000.000,- kr.
Vores forsikring er udløbet den 1.4. 2015. Anne Grethe undersøger, om den er fornyet og foretager det fornødne i den forbindelse.
5. Generalforsamlingen
Referatet blev gennemgået. Der ting vi skal arbejde med fremadrettet. Et par smårettelser blev foreslået. RR sender efter rettelserne referatet til Erling, der sørger for at få det underskrevet af dirigenten.
6. Eventuelt
Intet