Generalforsamlingen fandt sted på Den gamle Højskole, Vesterhavsvej 150, 6830 Nørre Nebel.
Formanden bød velkommen til de fremmødte grundejere.
- Valg af dirigent
Bestyrelsen foreslog som dirigent Chr. Møller, formand for Guldvangens grundejerforening. Dette vedtoges.
Dirigenten konstaterede, at generalforsamlingen var lovligt indvarslet og lod ved opråb fastslå, hvilke grunde, der var repræsenteret i forsamlingen. Det drejede sig om følgende:
Pugeldal: 2, 6, 9, 11, 22, 24, 28, 44 og 46
Sandtag: 2, 3, 4, 5, 14, 19, 27, 33, 38, 43 og 45.
Derefter fik formanden ordet.
- Bestyrelsens beretning
Formanden, Erling Kolding Jacobsen, aflagde beretning (se denne).
Han afsluttede med at informere om, at den årlige strandrensning ville finde sted den 16. maj 2015.
Derefter var det åbent for spørgsmål og kommentarer fra forsamlingen.
Spørgsmål:
Thorsten Kruse spørger om forbindelsen fra Hejbøl Bæk til Ringkøbing Fjord i forbindelse med stormflod. Der kan stemmes meget vand op øst for Houstrupvej, fordi vandet vestfra ikke kan løbe ud i fjorden.
Formanden svarer: Vi vil holde et orienteringsmøde med kommunen og det rådgivende ingeniørfirma NIRAS for at få en præcis beregning af klimaudviklingen og konsekvenserne for vores område.
Kim Täkker, Pugeldal 22 spørger, hvorfor grøften syd for Skelvejen er fredet?
Formanden svarer: Varde Kommune har erklæret, at det er en ”tommelfingerregel”, at en grøft, der ikke har været gravet op i 10 år og derfor er groet til, herefter er at betragte som under naturbeskyttelse. Den vil derfor kun kunne oprenses efter dispensation. Dette synspunkt accepterer vi naturligvis ikke! Kommunen kan ikke ignorere sin vedligeholdelsespligt i 10 år og derefter betragte samme pligt som ophørt! Dette mødes vi med dem om den 21.5.
Supplerende spørgsmål: Hvorfor er de udhængende træer ved cykelsti endnu ikke fjernet? De blev også drøftet på sidste generalforsamling?
Formanden svarer: Dette skyldes, at vi ikke kan få fat i grundejerne! Formanden vil gøre et fornyet forsøg.
Gert Nørgaard spørger: Kan man ikke få aktindsigt i den fredningssag?
Gert Nørgaard opfordrer endvidere grundejerne til at kigge grundigt på regningen fra Varde forsyning! Han har selv betalt for tømning af både affaldsspand og affalddssække! Dvs. 750,- kr for meget!
Gert Nørgaard lagde formanden på sinde at aflægge kortere beretning på Generalforsamlingen, idet det var vanskeligt at fastholde koncentrationen under tre kvarters beretning. Han lagde endvidere bestyrelsen og formanden stærkt på sinde at udsende formandens og bestyrelsens beretning ud inden generalforsamlingen, gerne i forbindelse med indkaldelsen.
Formanden takkede for kommentarerne. Han var positiv over for idéen om at udsende beretningen inden generalforsamlingen, men var dog lidt bekymret for, om det ville betyde et ringere fremmøde. Men synspunktet blev tage til efterretning! Den nye bestyrelse vil se positivt på at udsende beretningen sammen med indkaldelsen og nøjes med at fremlægge beretningen på generalforsamlingen i hovedtræk.
Torben Bøgeskov udtalte sin glæde over, at der ville blive nedlagt en drænledning langs grøften ind mod Guldvangen. Men, spørger han: Hvorfor er brønden mellem Torben Bøgeskovs og Erlings grunde helt tør, uagtet at grundvandet står meget højt? Hvordan fungerer sidestrengene?
Formanden svarer: Sidestrengene er ikke undersøgt – og de er måske fulde af okker. Vi kan bede kommunen om at sende et kamera ind i nogle af sidestrengene for at se, hvordan det ser ud. Men hvis vi begynder at spule på de små strenge, risikerer vi at puste de gamle foringer ud, hvilket vil medføre sand i rørene – og så stopper de helt!
Sandtag 19 roste bestyrelsen for dens arbejde med oprensning af grøfter og nedlæggelse af nye drænrør. Hun rejste dernæst spørgsmålet om sivedræn. Når disse sander til, må de så genetableres eller skal der etableres et helt nyt anlæg?
Formanden svarer: Det eksisterende anlæg kan gennemspules af en kloakmester. Men skal der etableres nyt, så skal det ske som en såkaldt ”mile”. Det er ikke tilladt at etablere nye sivedræn uden dispensation.
Gert Nørgaard spørger om grøften syd for Skelvejen. I 2013, da Gert selv sad i bestyrelsen, var vi ude med folk fra Varde Kommune, der udtrykkeligt sagde, at kommunen ville rense grøften op. De beregnede dette til en udgift på ca. 40-42.000,- kr. Efterfølgende fandt de så ud af, at det måske ikke ville hjælpe på afvandingen alligevel.
Men, spørger Gert, har kommunen ikke oprensningen på begge sider af Skelvejen? Og hvorfor blande Naturstyrelsen ind i det?
Formanden svarer: Jeg har papir på (2009) at Skelvejen er offentlig vej, som kommunen har ansvaret for. Kommunen har ansvaret for grøfterne på begge sider. Dette vil jeg anføre til det kommende møde den 21.5. Vi har inviteret Naturstyrelsen med, fordi de er bredejere.
Efter endt diskussion blev beretningen er godkendt.
- Forelæggelse af regnskab
Kasserer Karsten Jørgensen aflagde beretning (se denne)
Kassererens beretning afstedkom enkelte spørgsmål:
Kim Täkker: Hvor står pengene, der hensættes til renovering af hovedstrengen? Disse fremgår ikke af regnskabet?
Kasserens svarer: Der står 75.000,- (i 2014-regnskabet). Der sættes 75.000,- kr. ind hvert år. En renovering af hovedstrengen forventes at koste i omegnen af en million.
Kim Täkker spørger, hvad det nye dræn mellem Frydenlund og Guldvangen koster?
Kassereren svarer: Det koster ca. 29.000,- i alt – men dette beløb tages af den almindelige drift og ikke af opsparingen.
Spørgsmål: Udgiften til græsslåning er usædvanligt højt?
Svar: Det er, fordi græsslåning og renovering af veje for både 2013 og 2014 er betalt i året 2014.
Regnskabet godkendtes.
Bestyrelsen foreslog uændret kontingent. Dette vedtoges.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen
Johny Nielsen (modtager genvalg)
Karsten Jørgensen (modtager ikke genvalg)
Bestyrelsen foreslog genopstilling af Johny Nielsen og nyt bestyrelsesmedlem Anna Grethe Juelsen.
Disse blev valgt
- Valg af to suppleanter
Der skulle endvidere vælges to suppleanter. Flemming Hansen (Sandtag 45) og Jesper Larsen (Sandtag 37) blev opstillet og valgt. Da de hver fik 10 stemmer, blev der trukket lod om, hvem der skulle være 1. suppleant. Loddet faldt på Flemming Hansen.
- Valg af to revisorer
Som revisorer blev valgt: Gert Nørgaard og Marianne Täkker
- Valg af én revisorsuppleant
Som revisorsuppleant blev valgt Frede Holm Hartvig (Sandtag 5)
- Indkomne forslag
Ingen
- Eventuelt
Kim Täkker og Flemming Hansen bemærkede, at regnskabet burde omfatte opsparingen til fornyelse af afvandingen. Dette erklærede bestyrelsen sig enig i.
Vi vil endvidere stærkt opfordre grundejerne til at sende bestyrelsen deres mailadresser, så vil let og hurtigt kan komme i forbindelse med jer.
Gert Nørgaard efterlyste lidt hurtigere svar på spørgsmål på foreningens nye hjemmeside. Der var almindelig glæde over den nye hjemmeside, men også et ønske om, at den måtte blive endnu mere informationsrig. Som forbillede kunne man evt. tage Guldvangen Grundejerforenings hjemmeside. Webmaster René Rasmussen erklærede, at der bestemt var plads til forbedringer på hjemmesiden og at der også ville ske forbedringer, efterhånden som erfaringen med at bruge siden blev større.