Fælles arbejdsdag søndag 10. maj 2026

Der indbydes hermed til fælles arbejdsdag i GF Frydenlund søndag den 10. maj 2026,
altså dagen efter generalforsamlingen.

Bestyrelsen håber på et stort fremmøde, og at vi som vanligt får en hyggelig dag,
hvor vi får udført en række praktiske opgaver, der kan være med til at forskønne
vores dejlige område. Vi skal fx beskære træer og buske af hensyn til
renovationskørsel, rydde vegetation langs grøfter og køre stabilt grus på nogle af
stierne. Medbring gerne værktøj. Der skal således bruges fx buskrydder, motorsav,
høgenæb, trillebør og trailer, men der er også brug for mande- og kvindepower til
opsamling og bortskaffelse af grene og afklip.

Vi gør opmærksom på, at grundejerforeningen ikke har en forsikring, der dækker ved
eventuel skade eller uheld. Her skal ens private heltidsulykkesforsikring træde til.

Vi mødes kl. 10:00 på Sandtag 33 til en kop kaffe og slutter af samme sted med
pølser, øl og vand kl. 14:00. Hvis I forventer at deltage, må I gerne sende en
tilkendegivelse til gf.frydenlund@gmail.com senest mandag den 4. maj.